Der findes mange typer af epilepsi og mange former for epilepsianfald. Epilepsi er altså ikke ”bare” en enkelt sygdom. Man taler derfor ofte om det som ”epilepsierne”. Når lægen skal vurdere, hvilken slags epilepsisygdom der er tale om, ses der på anfaldstyper, sygdomsforløb og om muligt årsag.

I moderne epilepsibehandling taler man om to trin i et slags ”hierarki”, som i praksis betyder, at det både er anfaldstype (evt. typer) og epilepsitype, der skal ”klassificereres”.

Særlig i barnealderen findes der mange epilepsier, som kan  definere som et epilepsisyndrom, hvor andre epilepsityper ses i forbindelse med forskellige sygdomme.

Nogle syndromer er kendetegnet ved, at epilepsien er ganske let, og går over af sig selv efter nogle få år. Andre syndromer er forbundet med hæmmet udvikling og livslang, meget svær epilepsi. Og så er der alle mulige kombinationer der imellem. Der er f.eks. syndromer, der giver betydelig hæmmet udvikling, men hvor anfaldene går over efter kortere eller længere tid.

Et epilepsisyndrom er kendetegnet ved en særlig gruppe af tegn og symptomer, som når de lægges sammen, giver en særlig sundhedsmæssig tilstand. Det kan betyde, at epilepsien starter på et bestemt alderstrin, at der optræder bestemte typer anfald, at der er typiske EEG forandringer, og at forløbet af epilepsien er nogenlunde forudsigelig.

Ved at identificere et syndrom, er det muligt for lægen at give vejledning om behandling. Erfaringsmæssigt behandles bestemte syndromer med bestemte præparater, og der er mulighed for at forudsige, om epilepsien vil være let eller svær at behandle, og om man må forvente kognitive og/eller adfærdsmæssige problemer. Desværre er der mange tilfælde, hvor der ikke er en sammenhæng mellem særlige syndromer og særlig behandling.

At stille en syndromdiagnose er en proces, der kan være langvarig, idet der kan være forskelligartet start, og fordi alle symptomerne ikke nødvendigvis optræder med det samme, eller er lige tydelige.

Kilde: Epilepsiforeningen